løbeknude og luftmasker

En løbeknude er egentlig ikke en rigtig maske, men ofte grundlaget for, at du kan lave dine masker. Langt de fleste projekter starter nemlig med en løbeknude. 

  1. Dan en løkke ca. 10-15 cm inde på garnet
  2. Dan endnu en løkke ved at skubbe et stykke af den korte garnende igennem den første løkke
  3. Stik hæklenålen igennem den nye løkke og træk i begge garnender for at stramme løbeknuden om hæklenålen.
  4. Hvis løkken på hæklenålen kan laves større og mindre ved at trække i garnenderne hver for sig, er din løbeknude som den skal være. 

En luftmaskekæde er flere luftmasker hæklet efter hinanden, så hvis du kan lave en luftmaske, kan du også lave en luftmaskekæde. Luftmasker bruges også som vendemasker inde i arbejdet. 

  1. Start med en løbeknude på din hæklenål. Hold fast i knuden med venstre langefinger og tommelfinger, så løkken på nålen ikke er for lille. Nålen skal gerne kunne løbe ubesværet igennem løkken.
  2. Før hæklenålen under garnet og grib garnet med hæklenålen. Træk garnet igennem løbeknuden. Det er din første luftmaske i luftmaskekæden, og du vil nu have en løkke på nålen, der ikke tælles med i luftmaskekæden. 

Når du hækler luftmasker er det meget vigtigt, at du ikke laver maskerne for stramme. Det skal være muligt at få hæklenålen ubesværet igennem alle maskerne senere, når du skal fortsætte dit arbejde. Hvis du synes, dine luftmasker bliver for stramme, kan du bruge en større hæklenål til luftmaskekæden, og gå tilbage til den ønskede størrelse nål, når kæden har den rigtige længde.